Matthiaskirken

Matthiaskirken Matthiaskirken har været kroningskirken for flere ungarske konger og er en af byens smukkeste vartegn og betydeligste turistattraktioner. Kirkens fantastiske interiør er ført tibage til den oprindelige gotiske stil, og bevarede optegnelser fra 1255 beretter, at kirken var under opførelse i Kong Béla IV´s nye hovedstad.

I 1269 afholdtes de første gudstjenester. Kirkens 80 meter høje klokketårn, Matthias-tårnet, menes at være opført på Kong Matthias regeringstid (1458-1490). I 1458 blev den kun 15 år gamle Matthias Corvinus udpeget som landets nye overhoved. Han regerede indtil 1490, og under hans regeringsperiode havde Ungarn sin mest glorværdige periode. Det lykkedes tillige Ungarn at ekspandere under Kong Matthias. Wien blev erobret og Matthias valgte at gøre denne by til sin nye hovedstad.

Kong Matthias er en af de populæreste personligheder i landets historie.

Da tyrkerne erobrede borghøjen i 1541 blev kirken efter tyrkisk sædvane omdannet til moské og omdøbt til Büyük Cami (Den store moské), ved ombygningen blev inventaret udskiftet. I 1686 blev moskeen generobret af kristne, og igen indrettet som kristen kirke.

I 1873-96 blev det nødvendigt at foretage en gennemgribende restaurering af kirken. Man søgte så vidt muligt, at føre arkitekturen og dekorationerne tilbage til kirkens oprindelige, og fjernede alle barokkens tilføjelser. Hvor der skulle tilføjes nyt, blev det konsekvent gjort i gotisk stil. Af middelalderkirken resterer kun dele af murene, den kvadratiske del af Matthias-tårnet, de bærende søjler inde i kirken, samt nogle sten i sydportalen.

Man kan komme til den gamle bydel med rød metro til Batthyány tér.